Koordinator og pædagogisk konsulent til Introduktion og Brobygning på NEXT
Vil du være med til at sikre, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse – og brænder du for at skabe struktur og overblik i komplekse samarbejder?
På NEXT arbejder vi for, at alle får en uddannelse. Fordi det giver stolthed, mening og noget at bygge videre på. Vi har hele paletten: gymnasier, erhvervsuddannelser, eux, 10. klasse og efteruddannelse. Netop nu søger vi en koordinator og pædagogisk konsulent, der kan sikre, at vores introduktions- og brobygningsaktiviteter planlægges, afvikles og udvikles på højeste niveau.
Om afdelingen
I afdelingen arbejder vi målrettet for at give unge lyst til at vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Hvert år besøger tusindvis af grundskoleelever NEXT for at få indblik i, hvordan man arbejder og lærer på en erhvervsskole.
Nogle prøver kræfter med at oprulle en permanent hos frisørerne eller VR-teknologi, andre opmuring hos murerne, eller bygger deres egen strandstol i valgfaget håndværk og design. Som noget nyt i dette skoleår, har vi startet flere juniormesterlæreforløb op, hvor 8.-9.klasseselever kommer og prøver kræfter med erhvervsskoleverdenen en dag om ugen. Det er en vigtig del af vores rekrutteringsindsats, og vi har brug for en kollega, der kan sikre, at både elever og lærere får et professionelt og inspirerende møde med NEXT.
Dine arbejdsopgaver
Som koordinator og pædagogisk konsulent får du en central rolle i at skabe struktur og sikre sammenhæng i vores mange aktiviteter. Dine opgaver bliver bl.a. at:
- koordinere og skemalægge introduktions- og brobygningsforløb på tværs af forskellige adresser
- støtte vores faglærere i planlægning og afvikling af forløb
- understøtte valgfaget Håndværk og Design samt være tovholder på Juniormesterlæreforløb
- sikre en tæt og professionel dialog med grundskoler, kommuner og samarbejdspartnere
- være ansigt udadtil ved formøder med skoler og samarbejdspartnere
- bidrage til udvikling og justering af forløb og materialer i samarbejde med teamet
- understøtte NEXTs samlede rekrutteringsindsats gennem målrettede aktiviteter.
Din profil
Vi søger en kollega, der motiveres af at skabe overblik og få komplekse opgaver til at lykkes. Du har stærke organisatoriske og relationelle kompetencer og trives i en rolle med mange interessenter. Derudover søger vi dig, der:
- kan planlægge og prioritere, selv når opgaverne er mange og forskellige
- er detaljeorienteret og systematisk, men samtidig fleksibel når planer ændrer sig
- trives med at finde svar på mange forskellige spørgsmål og løse praktiske problemer
- kommunikerer tydeligt og kan skabe gode relationer både internt og eksternt
- kan arbejde selvstændigt og trives med at have kollegaer, der er placeret på forskellige adresser
- har erfaring fra en koordinator-, projektleder-, underviser- eller konsulentrolle