Københavns Mediegymnasium søger lærere til en række fag
Kan du undervise i et eller flere af følgende fag: matematik, fysik, kemi, informatik, idræt, religion, samfundsfag, dansk eller latin – og meget gerne i et andet fag fra STX’ eller HTX’ fagrækker? Og har du lyst til at være med til at skabe noget nyt? Så glæder vi os til at høre fra dig!
I august 2025 startede vi STX på Mediegymnasiet, og vi søger nu otte nye kolleger, der vil være med til at etablere og udvikle vores gymnasium.
Hvem er vi?
Københavns Mediegymnasium er centralt beliggende ved Forum. Siden 2016 har vi udbudt HTX-studieretninger med fokus på kommunikation, mediefag, programmering og design, og fra august 2025 også STX, hvor vi tilbyder studieretninger med samfundsfag og naturvidenskab. Vi har ca. 600 elever og vokser fortsat.
Vi er stolte af vores elever. De er kreative, engagerede og rummelige, og vi arbejder hver dag for at give dem en uddannelse og en gymnasietid, de vil huske. Hos os får du kolleger, der brænder for at skabe undervisning, som er eksperimenterende, involverende og ofte rækker ud over klasselokalet. Vi tager gerne undervisningen væk fra whiteboardet og ud i virkeligheden.
Vi er en del af NEXT Uddannelse København, hvilket giver os både nære samarbejder på skolen og et stærkt netværk på tværs af NEXTs øvrige gymnasier i hovedstadsområdet.
Kig gerne forbi vores Instagram @mediegym og få et indtryk af hverdagen – både fagligt og socialt – på vores skole.
Hvem er du?
Du trives i et miljø, hvor ingen dage er ens, og hvor fleksibilitet, ansvar og initiativ er nøgleord. Derudover har du lyst til at engagere dig i skolens liv uden for undervisningen – fx gennem studieture, elevudvalg, fredagscaféer, LAN-parties, fester og andre sociale arrangementer.
Du kan se dig selv på et anderledes gymnasium med en stærk medieprofil og mener, at det er en relevant og inspirerende måde at uddanne unge på i dag.
Da det stadig er nyt for os at have STX, skal du have mod på at være en del af en opstartsfase med alt, hvad det indebærer. Vi står klar med opbakning og støtte, og du får sparring og hjælp fra kolleger i andre fag, men du skal også være klar på fx at være fagansvarlig. Du skal både kunne bidrage med nye idéer og indgå i eksisterende projekter – og gerne videreudvikle og udfordre den sædvanlige praksis.
Derudover søger vi en profil, som:
- har en relevant kandidatuddannelse
- er relationskompetent og pædagogisk interesseret
- kan koble undervisningen til virkeligheden og gøre skoledagen levende, spændende og meningsfuld
- brænder for at formidle sine fag til unge og er nysgerrig på selv at lære nyt
- har lyst til en kollegasnak ved kaffemaskinen og tager sig tid til at hjælpe en elev efter timen
- bidrager til et godt arbejdsmiljø med en uformel omgangstone, humor og samarbejde