Instruktør til Teknisk design i Skoleoplæring
Brænder du for at give dit fag videre og gøre en forskel? Vil du være med til at uddanne fremtidens teknisk designer-svende? Så er det måske dig, vi lige nu søger!
Hvem er vi?
Skoleoplæringen er et professionelt tilbud til elever, som endnu ikke har fået en læreplads. Du vil blive en del af afdelingen Skoleoplæringscentret, der er beliggende i Herlev, og du vil komme til at referere til Uddannelsesleder Kira Carlbäch Nielsen.
I Skoleoplæringscentret arbejder vi med mange forskellige lærlinge, der er hos os mellem en halv dag og et halvt år. Vi lægger vægt på at styrke en positiv læringskultur og på at skabe et miljø, hvor der er plads til både forskelligheder og varierede opgaver.
Primære arbejdsopgaver
Som Teknisk designinstruktør har du en fast base i vores tegnestue i Herlev, med ansvar for op til 40 lærlinge, som du deler med en kollega. Der skabes gode muligheder for at udvikle lærlingene, og for at tilrettelæggelse deres arbejdsdag i et trygt læringsmiljø, hvilket sikrer at de opnår deres oplæringsmål.
Din primære opgave vil være at understøtte den enkelte lærlings faglige- og personlige udvikling gennem arbejdet i tegnestuen. Målet er, at lærlingene kommer godt videre og er klædt på til en læreplads og senere et fast arbejde på en tegnestue.
Herunder kan dine arbejdsopgaver være som følgende, at:
- skabe gode relationer til lærlingene
- bidrage til en god læringskultur præget af tillid og samarbejde
- instruere lærlingene i teknisk designs faglige discipliner
- sikre en professionel adfærd i en tegnestue
- sparring med lærlingene om at søge lærepladser
Vi søger en profil, der
- er uddannet Teknisk designer og har min 5 års relevant erhvervserfaring inden for ingeniør- og rådgivningsbranchen eller maskinindustrien og industriel produktion
- kan anvende et eller flere af følgende programmer: Inventor, Revit, AutoCAD, Solid Works, CAD-system eller GPS
- er socialt begavet, samt god til at kommunikere og aflæse andre mennesker
- er god til at reflektere og tænke højt
- er rummelig og har mod på at udfordre begrebet; ”plejer”
- har et stort fagligt netværk i branchen