EUD industri - guld- og sølvsmed (24).jpg

Uddannelsesleder til industriområdet hos NEXT Uddannelse København

Kan du se dig selv i en ambition om at bidrage til den grønne omstilling, have fokus på et attraktivt læringsmiljø, og at flere af vores elever gennemfører deres uddannelse? Så er du måske vores nye uddannelsesleder til industriområdet.

 

Hvem er vi?

NEXT er en stor uddannelsesinstitution med et bredt udbud af uddannelser og omkring 1000 medarbejdere, fordelt på 14 adresser i Storkøbenhavn. På NEXT arbejder vi for, at alle får en uddannelse. Det giver stolthed, mening og noget at bygge videre på. Vores elever er målrettede og engagerede, og vi ønsker, at alle skal udfordres og tilskyndes til at udnytte deres fulde potentiale.

 

Du bliver en del af den lokale ledergruppe, og du vil referere til uddannelsesdirektøren på området. Vi lægger vægt på at bruge hinanden til sparring på tværs af uddannelserne, og at der er plads til grin og alvor, når vi mødes til vores ugentlige ledermøder. Du vil desuden indgå i den samlede ledelsesgruppe på tværs af NEXT, hvor der er fokus på ledelse og udvikling - også af dig – så du har gode muligheder for at udvikle dig inden for ledelse, pædagogik og administration. Vi forventer til, at du er klar til at lægge dig i selen for at dygtiggøre dig som en del af din kontinuerlige udvikling.

 

Primære arbejdsopgaver

Din fornemste opgave bliver at sætte retning for uddannelsernes faglige, didaktiske og pædagogiske drift og udvikling, hvor driften vil fylde mest. Dette i samarbejde med underviserne, fagkoordinatorer, elever, vores konsulenter og de relevante brancher. Det hele med sigte på, at vi leverer uddannelser af højeste kvalitet. 

 
Vores forventning er, at du kan se og fremme potentialet hos dine medarbejdere og understøtte effektive processer. Ydermere ser vi, at du formår at fremme en faglighed og pædagogik, der understøtter uddannelsens udvikling og NEXT som UNESCO verdensmålsskole, herunder som ambitiøs aktør inden for den grønne dagsorden.

 

Helt konkret skal du

  • være personaleleder for 20-25 undervisere på uddannelserne til Industritekniker, Værktøjsmager, Tandtekniker, Guld- og Sølvsmed samt Teknisk Design. 
  • prioritere tid til løbende dialog med medarbejderne i hverdagen, samt systematiske 1:1-samtaler
  • varetage driften af området, herunder budgetansvar og øvrige administrative opgaver
  • varetage opgaven som adresse-ansvarlig, herunder det daglige ansvar for adressens drift
  • have fokus på uddannelsernes faglige og pædagogiske kvalitet og udvikling
  • understøtte udviklingstiltag inden for uddannelsesområdet med fokus på at fremme NEXTs bæredygtighedsprofil
  • samarbejde med virksomheder, brancheorganisationer og kommuner.

Vi søger en profil, som

  • har en relevant uddannelsesbaggrund (en erhvervsuddannelse og/eller en videregående uddannelse)
  •  har et par års ledelseserfaring, f.eks. fra grundskoleområdet, Forsvaret eller i kommunalt eller privat regi
  • har erfaring med at arbejde i en politisk styret organisation
  • har kendskab til uddannelsessektoren og lyst til ledelse af et driftsområde i offentligt regi
  • er tydelig i sin ledelsesstil, formår at sætte en retning og samtidig har humor og overskud til smil i dagligdagen
  • brænder for at gøre en positiv forskel for eleverne, både ved at stille krav og vise omsorg for medarbejdere og elever
  • finder det naturligt at tage ansvar, hvor du er åben omkring dit eget område, og samtidig engagerer dig i dine kollegers områder, og det tværgående samarbejde på tværs af NEXT.

Erfaring fra uddannelsessektoren er en fordel, men ikke en forudsætning. 
 

Ansættelsesvilkår 
Stillingen er på fuldtid med primær placering i Emdrup. Du skal dog påregne skiftende arbejdssteder mellem vores øvrige lokationer i Storkøbenhavn.

Du er omfattet af cirkulære om Ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets område af 28. juni 2019 (Medst. nr. 045-19).

Vi håber, at du kan starte den 1. august 2025.

Vi opfordrer alle kvalificerede, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.


Ansøgning og kontakt
Send cv, ansøgning og andre relevante dokumenter til os hurtigst muligt, hvis stillingen er noget for dig.


Vi afholder 1. samtaler den 18. juni. Hvis du går videre i rekrutteringsprocessen, skal du afsætte yderligere tid til at gennemføre tests samt deltage i en testsamtale og en 2. samtale.

Samtalerne forventes afholdt henholdsvis den 25. juni og den 27. juni.
 

Du er velkommen til at kontakte Uddannelsesdirektør Martin Samsing på tlf. 20955210 eller mail masa@nextkbh.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
 

Om NEXT
NEXT – Uddannelse København har en mission om at uddanne til fremtiden med rødder i fortiden. Det gør vi med udgangspunkt i tre pejlemærker; at tænke og agere bæredygtigt, skabe en eksperimenterende og meningsfuld læringskultur og sikre kompetencer til at udvikle fremtidens samfund. Vores institution rummer over 40 forskellige erhvervsuddannelser, alle fire gymnasieuddannelser, 17 Eux-uddannelser samt 10. klasse og efteruddannelseskurser.


NEXT har tobaks- og røgfri skole- og arbejdstid. Læs mere på https://nextkbh.dk/roegfri-skole/

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Kontaktperson:
Martin Joakim Schindel Samsing Uddannelsesdirektør +4520955210
Jobområde: Ledelse
Stillingstype: Fuldtid
NEXT UDDANNELSE KØBENHAVN
CARL JACOBSENS VEJ 25
2500 VALBY
T: 33 88 00 00
M: NEXT@NEXTKBH.DK

Tilgængelighedserklæring